Artikel

Myter om sol og solbeskyttelse

Den måde, vi omgås solen på, er helt afgørende for antallet af hudkræft tilfælde. Forskerne på Hudafdelingen afliver myter om sol og solbeskyttelse – og finder nye måder, vi kan beskytte os på.

Gennem de seneste mange år er antallet af hudkræfttilfælde steget stødt ikke bare i Danmark, men over hele verden. Ifølge Hans Christian Wulff, som er professor og overlæge ved Hudafdelingen på Bispebjerg Hospital, skyldes det især den måde, vi opfører os på i forhold til solen. Tendensen siden 1960’erne har været, at flere og flere af os udsætter mere og mere af vores hud for sol. Vi solbader i bikini og rejser verden rundt på solferier – alt sammen noget, der bidrager til at øge forekomsten af hudkræft.

Undersøger adfærd

Ifølge professoren skyldes de tilfælde af hudkræft, vi ser i dag, typisk solpåvirkning, der fandt sted for 30-40 år siden. Så det tager lang tid at knække kurven – og så kræver det, at vi er opmærksomme på, hvordan vi beskytter os mod at blive skadet af solens stråler. Og her er det, forskningen kommer ind – for en del af forskningen på Hudafdelingen handler om at undersøge vores adfærd i forhold til sol og solbeskyttelse. Og at bruge denne viden til at udvikle nye råd om, hvordan vi bedst beskytter os mod de skadelige påvirkninger af solens stråler.

En vigtig rolle for forskerne er at aflive nogle af de mange myter, der findes om sol og solbeskyttelse. Her er tre eksempler på forskning, der gør op med almindelige myter:

De tilfælde af hudkræft, vi ser i dag, skyldes typisk solpåvirkning, der fandt sted for 30-40 år siden

Solcremen skal op af tasken

Myte 1: Solcreme i strandtasken – så er du beskyttet

Solcreme er en god beskyttelse, men det hjælper ikke noget, hvis du lader tuben blive i tasken eller er alt for nærig med den mængde du smører på. Og det er faktisk helt almindeligt både at smøre for sent og for lidt. Hans Christian Wulff fortæller, at forskerne har gennemført et studie blandt danskere, der var på solferie på Tenerife, som viste, at de først tænkte på at smøre sig ind efter 1,5 time i solen – og det er alt for sent, hvis man vil beskytte sin hud. Ligesom det er helt almindeligt at smøre alt for lidt solcreme på – og derfor langt fra at opnå den optimale beskyttelse (se nyhedartiklen).

Huden skal nok få sin D-vitamin

Myte 2: Hvis du bruger solcreme, er der fare for, at du ikke får D-vitamin nok.

Solens stråler er en vigtig kilde til D-vitamin, som huden optager fra solens stråler. Men det er en myte, at kroppen ikke får D-vitamin nok, hvis du smører huden ind i solcreme. Hans Christian Wulff fortæller, at der er lavet en række forsøg rundt omkring i verden, som har sammenlignet niveauet af D-vitamin i kroppen hos forsøgspersoner, der i en periode smurte sig med solcreme med niveauet hos dem, der ikke gjorde. Når sommeren var gået, havde de to grupper samme niveau af D-vitamin i blodet. Ifølge professoren skal der nemlig en ret lille solpåvirkning til for at danne den mængde D-vitamin, man har behov for.

Selvbruner er en god idé

Myte 3: Selvbruner gør huden mørk, men beskytter ikke mod solen

Det er nok de færreste, der forbinder selvbruner med solbeskyttelse. De fleste bruger selvbruner creme af kosmetiske grunde for at se brun ud, før man har haft lejlighed til at komme ud i solen. Men faktisk har forskerne på Hudafdelingen opdaget, at selvbruner yder en ret effektiv beskyttelse mod solens stråler.

Ifølge Hans Christian Wulff gennemførte forskerne nogle forsøg med hårløse mus, som blev smurt ind i selvbruner og udsat for stråler. Forskernes antagelse var, at selvbruner cremen kunne være skadelig, men modsat forventningen tog det længere tid for selvbruner-musene at udvikle kræft. Selvbruner cremen yder nemlig en beskyttelse mod solens stråler, som endda er mere langtidsholdbar end virkningen fra solcreme. Ifølge professoren er selvbruner creme så effektivt, at det kan være en god idé at benytte den som beskyttelse, fx før man rejser sydpå i den mørke tid.

Selvbruner gør huden mørk, men det beskytter også mod solen?

Tilbage til temaforside