TEMA Elektrochok og hjerner
Mikkel Vestergaard Olesens forskningsresultater baserer sig på avancerede stereologiske teknikker til at tælle antallet af hjerneceller.

Elektrochok giver flere hjerneceller

Forsøg med rotter viser, at elektrochok ikke ødelægger hjerneceller, men tværtimod får hjernen til at danne nye celler

For nogle patienter, der lider af alvorlig depression, er elektrochok en virksom behandling. Behandlingerne er en hurtig og effektiv metode til at hjælpe alvorligt depressive patienter til at få det bedre.

Giver elektrochok hjerneskader?

– Vi ved, at det hjælper, men vi ved ikke, hvad der nøjagtigt sker i hjernen ved elektrochok. Og mange er bekymrede for, om elektrochok kan skade eller ødelægge hjerneceller, fortæller seniorforsker Mikkel Vestergaard Olesen fra Forskningslaboratorium for Stereologi og Neurovidenskab på Bispebjerg Hospital.

Han står i spidsen for et forskningsprojekt, som peger på, at der ikke er grund til at være bekymret for hjerneskader – tværtimod. Ved hjælp af avancerede teknikker til at tælle antallet af hjerneceller har han nemlig vist, at elektrochok ikke reducerer antallet af celler i hippocampus, som er hjernens hukommelsescentrum. Derimod dannes der nye hjerneceller efter elektrochok.

Der er stadig meget, vi ikke ved om elektrochoks virkning på hjernen. Men det ser ud til, at der ikke er grund til at bekymre sig om, at det ødelægger hjerneceller.

Depressive rotter

Forskningsprojektet, som er lavet i samarbejde med Rigshospitalet, er udført på rotter. Ifølge Mikkel Vestergaard Olesen var første skridt at få rotterne til at udvikle en depressionslignende adfærd. Rotterne blev derfor stresset gennem længere tid ved at få indskrænket deres bevægelsesfrihed og graden af stress blev løbende målt.  De stressede rotter blev derefter behandlet med elektrochok – og det viste sig – nøjagtig som med mennesker, at de fik det bedre af elektrochok. Efter behandlingen undersøgte forskerne rotternes hjerner med såkaldte stereologiske metoder, som er en avanceret metode til at få et nøjagtigt antal af hjerneceller i en bestemt del af hjernen, nemlig hippocampus, hvor hukommelsescentret sidder. (er der en kontrolgruppe af rotter, som ikke får elektrochok? – Ja).

-Det viste sig, at i granula-cellelaget, som er den del af hippocampus, vi særligt fokuserer på, fandt vi cirka 220 % flere nydannede celler hos de rotter, der havde været udsat for elektrochok, fortæller Mikkel Vestergaard Olesen.

Overlever cellerne?

Et interessant spørgsmål er naturligvis, om de nye celler overlever og bliver integreret i hjernen? Det er seniorforskeren i gang med at undersøge ved at tælle antallet af hjerneceller hos grupper af forsøgsrotter 3, 6 og 12 måneder efter behandlingen. Resultaterne af disse undersøgelser ligger klar i løbet af det næste år.

-Der er stadig meget, vi ikke ved, om hvordan elektrochok virker på hjernen. Men det ser ud, som om der ikke er grund til at bekymre sig om, at det ødelægger hjerneceller, slutter Mikkel Vestergaard Olesen.

Tilbage til temaforside