Artikel
Allan Linneberg, professor og nyudnævnt centerchef i Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse.

Ubehandlet glutenintolerans øger risikoen for kræft

Selvom du ikke mærker noget til din glutenintolerans i det daglige, er det vigtigt at få den diagnosticeret og behandlet med glutenfri kost. Det viser ny forskning.

Forskning viser, at mange danskere kan lide af glutenintolerans (cøliaki) uden at vide det – og at de derfor ikke får behandling i form af en glutenfri diæt. Spørgsmålet er så, om det er farligt: Kan ubehandlet glutenintolerans øge risikoen for andre sygdomme, fx kræft? Og har mennesker med ubehandlet glutenintolerans større risiko for at dø tidligt?

Klart billede af risikoen

Disse spørgsmål er netop blevet undersøgt i et nyt studie, udført af postdoc Line Lund Kårhus og professor Allan Linneberg ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg Hospital. Forskerne mener, det er vigtigt at få et klart billede af risikoen for at tage stilling til, om det vil være en god idé at gennemføre screeninger for at opdage mennesker, der lever med glutenintolerans uden at vide det.

Øget kræftrisiko

Resultaterne af de to forskeres studie er netop offentliggjort på en international konference i Paris – og de viser, at det faktisk er risikabelt at leve med en ubehandlet glutenintolerans. Det giver en større risiko for at udvikle kræft – særligt livmoderkræft, brystkræft, kræft i mave-tarm området og hovedhals kræft. Ligesom en ubehandlet glutenintolerans også giver en lidt større risiko for at udvikle hjerte-kar sygdomme.

Til gengæld fandt forskerne ikke forøget forekomst af andre autoimmune sygdomme, ligesom dødeligheden hos mennesker med udiagnosticeret glutenintolerans heller ikke er højere.

Glutenintolerans er en systemisk sygdom, der påvirker hele kroppen – og ikke kun tarmen, som ofte er det, man fokuserer på

Blodprøver og registre

Det nye studie er baseret på 8 tidligere gennemførte befolkningsundersøgelser. De to forskere har fået adgang til blodprøver fra en biobank med 17.000 blodprøver helt tilbage til 1970’erne, som er blevet undersøgt for de antistoffer, som er tegn på glutenintolerans.

Ved at sammenholde fundene med data i Landspatientregistret, hvor kendte diagnoser er registreret, var det muligt at udelukke de personer, der havde fået diagnosen cøliaki. Til sidst stod forskerne tilbage med en population på 169 personer med udiagnosticeret cøliaki, der kunne sammenlignes med befolkningen ift. forekomst af forskellige kræftformer, hjerte-karsygdomme, andre autoimmune sygdomme og dødelighed.

Kirtelvæv måske særligt udsat

Ifølge professor Allan Lindeberg sætter det nye studie en streg under, at glutenintolerans er en systemisk sygdom, der påvirker hele kroppen – og ikke kun tarmen, som ofte er det, man fokuserer på:

-Når ubehandlet cøliaki også giver øget risiko for kræft netop i livmoderen, bryster og hals, kan forklaringen være, at immunsystemet skaber en inflammation i kirtelvæv – ikke kun i tarmens slimhinde, men også i kirtelvæv andre steder i kroppen, som på langt sigt kan udvikle sig til kræft, siger han.

Screening af udvalgte

Line Lund Kårhus peger på, at så tydelig en sammenhæng mellem ubehandlet glutenintolerans og bestemte typer af kræft ikke tidligere er påvist. En understregning af, hvor vigtigt det er at opdage glutenintolerans, så den kan blive behandlet.

-Vi vil ikke på baggrund af vores studie anbefale generelle screeninger for glutenintolerans. Men disse resultater viser, at det ikke er ufarligt at gå med udiagnosticeret cøliaki, og understreger derfor, at det kan være vigtigt, at læger bliver mere opmærksomme på at screene udvalgte patienter med diffuse og atypiske symptomer for at undersøge, om der kan være tale om cøliaki, slutter hun.

Disse resultater viser, at det ikke er ufarligt at gå med udiagnosticeret cøliaki

Tilbage til temaforside