TEMA Mor og medicin
Jon Trærup Andersen og Arendse Torp-Pedersen forsker i gravides forbrug af lægemidler før, under og efter graviditeten.

Gravide bør kun droppe medicin efter lægens råd

Op til 50% af gravide lægger medicin fra sig under svangerskabet. Men det bør ikke ske uden lægens rådgivning, lyder det fra forskerne på Bispebjerg Hospital.

Skal, skal ikke? Midt i glæden over det kommende barn er der også store bekymringer hos mange gravide kvinder. En stor del af de kvinder, som er i behandling med ordinerede lægemidler, overvejer nemlig at stoppe med det under svangerskabet. Det er en beslutning, de ofte tager på baggrund af ikke-faglige råd fra familie, venner eller fra fora på nettet.

På Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital anvender man registerforskning – forskning i tilgængelige persondata – til at finde ud af, hvor udbredt problemet er.

– Vores forskning viser, at 30-50% af de gravide holder op med at tage deres lægemidler under svangerskabet fordi de er bekymrede, og de gør det uden at rådføre sig med deres læge. Det er uhensigtsmæssigt, hvis de burde være fortsat, siger 1. reservelæge, lektor, ph.d., Jon Trærup Andersen.

Medicinforbruget halveres

Under graviditeten er ca. syv ud af ti kvinder i behandling med en eller anden form for lægemidler, og det er hyppigt antibiotika, altså helt almindelige lægemidler, der gives. Ifølge Sundhedsstyrelsen er ca. 60.000 kvinder gravide i år.

– Det berører rigtig, rigtig mange mennesker, og vi ved, at gravide, pårørende og læger er bekymrede over medicinforbruget. Vi kan se, at forbruget af antibiotika, antidepressiva og mange helt almindelige lægemidler cirka halveres i løbet af graviditeten.

Højt bekymringsniveau

– Det kan være et udtryk for, at kvinden selv, hendes mand eller hendes læge er bekymret. Vi har lige diskuteret en henvendelse fra en læge, hvis patient overvejede en provokeret abort, fordi hun havde brugt et lægemiddel, hun var nervøs over. Vores anbefaling var, at vi mente ikke at der var grundlag for en abort. Men det siger noget om, hvor højt bekymringsniveauet er. Selv ved lægemidler, der ikke er farlige.

Både gravide, pårørende og læger er bekymrede over medicinforbruget

 

Skadeligt at undvære hormon

Det kan have store konsekvenser at droppe sin medicinering. Hvis man ikke får sin antibiotika, som man normalt vil få, så er risikoen større for at få infektioner, eller forværring af infektioner. Jon og hans kollega, læge Arendse Torp-Pedersen, har gennemført et studie om forbruget af stofskiftehormoner.

– Vi kan se, at der er færre end forventet, der tager stofskiftehormoner under svangerskab, og at nogle af kvinderne er stoppet med at tage det inden svangerskabet, siger Arendse Torp-Pedersen.

– Det kan være problematisk, da lavt stofskifte øger risikoen for fosteret, fx misdannelser, aborter og dødfødsel, og det ser vi ikke i samme grad hos kvinder i behandling. Det er svært at pege på, hvorfor der er en underbehandling, men der er klart en øget risiko.

 

 

Bliver bekræftet på nettet

– Det er nogle gange et problem, at vi søger mere og mere information på nettet, siger Arendse Torp-Pedersen.

– Kvinderne spørger på internet-fora: ”Kan det være skadeligt for min graviditet, at –”. De kan jo finde lige præcis, hvad de gerne vil, hvad der bekræfter dem og muligvis gør deres bekymring større. Et mere officielt opslagsværk på nettet kan lade sig gøre i teorien, men hvor generel må rådgivningen være?

– Det er vigtigt at tage alle aspekter med i overvejelserne omkring medicinering af den gravide, fx anden medicin, andre sygdommen mv., og derfor kan et generelt opslagsværk være problematisk.

Spørg din egen læge

Det overordnede råd til de gravide er derfor: Rådfør dig med din egen læge, hvis du er bekymret, og – du behøver ikke at være så bekymret. Men det er hele tiden en afvejning, er Jon og Arendse enige om.

­– Den allerbedste og mest holdbare vejledning er en personaliseret vejledning hos en læge med specialviden, ved et møde eller på telefonen. Er den praktiserende læge i tvivl, kan han altid kontakte os. Så kan man tage udgangspunkt i lige netop den enkelte kvindes behov.

Klinisk Farmakologisk Afdeling udfører læge-til-læge rådgivning, og her fylder graviditetsspørgsmål fra praktiserende læger rigtig meget.

 

 

Rådfør dig med din egen læge, hvis du er bekymret.

Tilbage til temaforside