Artikel
Rejse-sætte-sig-testen, der måler, hvor mange gange man kan rejse sig og sætte sig på 30 sekunder.

”Vi måler, så vi ved, hvor vi skal sætte ind”

Jo hurtigere vi kan få patienterne tilbage på et så aktivt niveau som muligt, desto mindre risiko er der for komplikationer. Sådan siger forskerne bag systematiske test af funktionsniveau, der vil kvalificere patienternes behandling yderligere.

Forskergruppe med professor Morten Tange Kristensen i spidsen indfører systematisk test af patienters fysiske funktionsniveau på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. De tre enkle tests kan bruges på tværs af alder og funktionsniveau, er hurtige at udføre og er rettet mod den helt basale fysiske funktionsevne.

– Det kan have lige så stor betydning at måle patientens fysiske funktionsniveau, som at få taget en blodprøve, siger Morten Tange Kristensen, der er professor i Fysio- og Ergoterapiafdelingen.

Vi kan blive skarpere til at differentiere træningstilbud

Ambitionen er, at alle patienter, der ses af en fysioterapeut eller ergoterapeut, får målt muskelstyrke og funktionsevne. Resultatet kan også bruges af hospitalets læger og sygeplejersker til forebyggende ”her og nu” tiltag og som afsæt for yderligere udredning.

– Med denne ensartede måling af funktionsevnen kan vi blive endnu skarpere til at differentiere vores træningstilbud og udnytte ressourcerne bedst muligt, siger han.

SE FILM om de tre test

For nogle, og især ældre, er tab af muskelstyrke og funktionsevne ofte sket, før de bliver indlagt på hospitalet. Mens det for andre kan relateres til årsagen til indlæggelsen, for eksempel hvis man falder og brækker hoften.

Den fysiske funktionsevne kan også blive nedsat hos yngre personer, for eksempel hos patienter med kræft, infektioner, hjerte, lunge- eller nyresygdomme, hvilket var meget tydeligt under coronapandemien.  Det er derfor vigtigt, at vi ikke kun undersøger de ældre patienter.

Den fysiske funktionsevne kan også blive nedsat hos yngre personer, hvilket var meget tydeligt under coronapandemien

Fysisk aktivitet er et potent middel

I praksis skal målingerne af det fysiske funktionsniveau give mere viden og bedre redskaber, så træningstypen kan målrettes til den enkelte patient. Og det er der brug for ifølge professor Mette Aadahl.

Hun ser fysisk aktivitet som et potent middel, der kan fremme livskvalitet og forebygge forværring af eksisterende sygdom eller opståen af nye sygdomme hos den enkelte.

– Vi mangler redskaber til at identificere de borgere, der er særligt udfordret, og som har større behov for optræning. Det gælder inden for alle aldersgrupper, siger Mette Aadahl.

Den behandling, der er sat i gang, bliver yderligere kvalificeret med disse test. Der kommer mere opmærksomhed på risikopatienter og dermed mere forebyggelse, forklarer hun.

Det bakker Christian Have Dall op om. Han er seniorforsker i Fysio- og Ergoterapiafdelingen og mener, at netop med indførelsen af systematiske testning, kan man fange den ressourcesvage patient, der ikke selv efterspørger det. Og på sigt hente flere ressourcer til disse patienter med øget behov.

– Ensomhed, isolation og inaktivitet er ofte tæt forbundet. Det er vores alle sammens ansvar at støtte op om de borgere, der er særligt udfordret og styrke den fælles træningsindsats, som de har brug for på tværs af hospital og kommune, siger han.

Et godt mål for hvordan det går

I fremtiden vil testresultaterne indgå i udskrivningsrapporter og genoptræningsplaner, så niveauet også lægges frem for egen læge og kommunale samarbejdspartnere. Desuden vil forskerne kunne overvåge effekten af konkrete indsatser, samt iværksætte videre udredning, hvor dette skønnes relevant.

Professor Charlotte Suetta ser testsystemet som et virkelig godt mål for, hvordan det går patienten. Og så er det nemt og brugervenligt og kan anvendes på tværs af sektorer:

– Men det kræver, at vi måler på tingene for at vide, hvor vi skal sætte ind.

 

FAKTA

Stort samarbejdsprojekt

  • Det har været afgørende for projektet, at der har været et tæt samarbejde med Fysio- og Ergoterapiens forsknings-, udviklings- og afdelingsterapeuter. Og at der har været fuld støtte fra ledende terapeut Naja Mark Henriksen helt fra start af.

Om de tre test

  • Den første test er Cumulated Ambulation Score, som måler, hvordan man kommer ud af og op i sengen, sætter og rejser sig fra en stol og går. Denne test er god til at måle, hvor god man er til dagligdagsaktiviteter. Ved hjælp af et spørgeskema registreres patientens niveau før indlæggelsen, mens det måles objektivt ved indledende og afsluttende vurdering hos patienten.
  • Den anden test er rejse-sætte-sig-testen. Den måler, hvor mange gange man kan rejse sig og sætte sig på 30 sekunder. Den er et udtryk for, hvor god muskelstyrken og funktionen er i benene og vil blive optaget ved den indledende og afsluttende vurdering hos patienten.
  • Den sidste test håndgrebsstyrke, er det bedste bud på patientens generelle muskelstyrke forud for den aktuelle indlæggelse. Denne test vil blive målt en gang under indlæggelsen.
  • Patientens score i de tre tests visualiseres ved en farveskala med referenceværdier for hver af de tre test. Grøn svarer til normalområdet, gul er nedsat og rød er udtryk for stærkt nedsat niveau. Resultatet fremgår i patientens journal i Sundhedsplatformen, hvor data kategoriseres og kan sammenlignes med fremtidige resultater.

Ensomhed, isolation og inaktivitet er ofte tæt forbundet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er nemt og kan anvendes på tværs af sektorer

Tilbage til temaforside