Portræt
Line Lund Kårhus.

En spændende sygdom, der ikke er helt efter ’lærebogen’!

Line Lund Kårhus’ forskning i glutenintolerans (cøliaki) skal hjælpe praktiserende læger med at spotte sygdommen tidligere hos deres patienter.

I august 2019 modtog 34-årige Line Lund Kårhus Grethe Stampes Legat for sin forskning i glutenintolerans, cøliaki. Sin unge alder til trods er Line allerede en anerkendt forsker inden for dette felt, hvor hun har udgivet en række videnskabelige artikler.

Patienter uden diagnose

Det var i sin tid som alment praktiserende læge, at Line Lund Kårhus for alvor begyndte at interessere sig for sygdomme med uklare symptomer. Gang på gang mødte hun patienter, der fx havde følt sig utilpasse gennem længere tid – og var frustrerede over, at der ikke kunne sættes en klar diagnose på deres gener. Nogle af disse patienter sendte hun videre til blodprøve ud fra en mistanke om, at der kunne være tale om cøliaki. Og et par gange fik hun ret, så patienten fik sin diagnose og behandling:

-Der var særligt ét tilfælde, som gjorde mig interesseret i at arbejde videre med denne sygdom. Det blev klart for mig, at cøliaki og de symptomer, der følger med, langt fra er ’lærebogsagtige’ – det synes jeg er en spændende udfordring, siger Line.

Befolkningsundersøgelser er guld

Under sit lægestudie havde hun allerede arbejdet med register-forskning, så da der viste sig mulighed for at blive ph.d ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, sprang hun til:

-Vi er heldige i Danmark – og i de øvrige nordiske lande – at vi har gode registerdata. Det er helt fantastisk, hvad vi kan undersøge ved hjælp af data fra befolkningsundersøgelserne og de nationale registre, slår Line Lund Kårhus fast.

Hun har netop afsluttet et stort studie baseret på 17.000 danske blodprøver indsamlet siden 1970’erne, der undersøger sammenhængen mellem ubehandlet cøliaki og risikoen for at udvikle andre sygdomme. Da cøliaki er en sygdom, der kun rammer en lille del af befolkningen (ca. 1 %), er der brug for undersøgelser med mange personer for at konkludere noget med sikkerhed.

Det blev klart for mig, at cøliaki og de symptomer, der følger med, langt fra er ’lærebogsagtige’…

Tegner et bredt billede

Den unge forsker håber, at den viden, hun og kolleger finder frem til på dette felt, kan hjælpe patienter, der lider af cøliaki med at blive opdaget og diagnosticeret tidligere:

– I dag er det oftest patienter med mave-tarm symptomer, der får diagnosen cøliaki, men der kan også være tale om mange andre symptomer. Det er vigtigt, at vi hjælper de praktiserende læger med at tegne et bredt billede af de mulige symptomer, så de kan have det med i deres overvejelser og forhåbentlig fange flere af dem, der lider af cøliaki uden at viden det, siger Line Lund Kårhus.

En hjælp til de praktiserende læger

Når det gælder cøliaki, er det opsporing af patienterne, som er den store udfordring. Når først, man har fundet frem til dem, der lider af glutenintolerans, er kuren ligetil: Glutenfri kost. Derfor håber Line Lund Kårhus, at forskerne på dette felt over de næste år vil lykkes med at samle mere præcis viden om, hvordan sygdommen kommer til udtryk – så praktiserende læger blive opmærksomme på at gribe ind tidligere og patienter med cøliaki undergår at gå længe og vente på den rette diagnose.

Når først, man har fundet frem til dem, der lider af glutenintolerans, er kuren ligetil: Glutenfri kost

Tilbage til temaforside